indisk menu

Vegetar

I det følgende vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg blev vegetar og hvilke tanker jeg har om den sag.

Grønsager til en nem og lækker vegetarlasagne
Grønsager til en vegetar

Hvorfor vegetar – mere et kald end et valg

Da jeg var en lille pige (og nu lyder jeg som en meget gammel dame), spiste jeg ikke meget kød og var allerede dengang semi vegetar. Der skulle ikke meget til, før jeg forsagede endnu en variation af døde dyr på min tallerken. Det kunne være et lille ben i min fiskefrikadelle eller et stykke brusk i den røde pølse. Min onkel var slaget og jeg har overværet fremstilling af både leverpostej og medisterpølse med ægte tarm. Det kurerede min lyst. Jeg var en stædig pige og da jeg ikke måtte nøjes med at spise flæskesvær uden steg eller kun det hvide kød på kyllingen, så kunne det bare være helt lige meget med både fjerkræ og flæskesteg. Min lyst til kød har altså aldrig været stor og anledningerne til at begrænse min kødlyst, har være mange.

Da jeg startede til ridning, stoppede al kødindtag og jeg blev helt vegetar i starten af 6. klasse. Det var kun ret og rimeligt. Hvis jeg ikke ville spise hest, kunne jeg bestemt heller ikke spise de kloge grise, de søde køer, de bløde kaniner m.m. Ren Disney. Ren altruisme.

Og sådan blev jeg vegetar.

Neel - min søde fjordhest
Hende her kunne jeg altså ikke spise, så vegetar var den eneste løsning

Da jeg var lille

Da jeg var en lille vegetar pige tilbage i 1986, var der endnu ikke mange vegetarer og derfor var efterspørgslen og udbuddet meget lille på vegetariske produkter. Når man skulle i byen bestod måltidet ganske ofte af kinakål, tomater og agurker med Hatting Flutes. Intet under jeg ikke er blevet særlig høj ;-).

Holdningen til det at være vegetar var også en ganske anden, end den er i dag. Dengang var det sådan lidt hippieagtig. Jeg blev mødt med et skævt smil eller en høj latter. “Du vokser nok fra det min pige” – jo jo, de blev klogere, gjorde de.

Omfanget af vegetar vitser jeg har hørt, er imponerende og jeg smiler høfligt hver gang. Hvis du kender et par vitser om kødspisere, vil jeg gerne høre dem, så jeg har lidt at udveksle med :-).

I dag er det ren luksus at være vegetar. Man kan få en vegetar burger selv på McDonald, alle cafeer har mindst en vegetar ret og det er kun få, der smiler usikkert, når jeg siger, jeg hverken spiser kød, fisk, fugl eller fond.

Indholdsfortegnelserne på dagligvarer har også forandret sig. Nu står der højt og tydeligt, om osten indeholder animalsk løbe eller mikrobiel.

Jeg blev moderne

I dag er det blevet moderne og cool at være vegetar. Tænk jeg skulle vente 32 år på at blive moderne! Det er hipt i yoga kredse, hvor jeg bevæger mig. Og når talen falder på miljøet, kan jeg pudse min glorie lidt.

Men helt ærlig og mellem os: Jeg blev vegetar, fordi jeg synes, det er undskyld mig – ulækkert at slå dyr ihjel og spise dem. Så enkelt og upolitisk er det. Det er vel nærmere OCD end politisk korrekthed. Der er i hver tilfælde ikke meget disciplin eller valg i min kødværing.

Men virkningen er heldigvis den samme både på miljø og dyrevelfærd. Og selvfølgelig er jeg enig i, at det er en god ide at sætte kød forbruget ned. Eller nej, det er jeg ikke. Jeg synes, det helt skal afskaffes. Så nu har jeg sagt det!

Mine børn spiser kød

Mine tre drenge er vilde med kød – desværre. Vi er to forældre og man kan ikke altid bestemme alting selv i den situation. Mit valg blev, at mine børn fik serveret kød, hvis de ville have det og det ville de.

Drengene bliver præsenteret for vegetarmad og vi taler om, at kød kommer fra dyr, man slår ihjel. De skal vide, at en bøf IKKE kommer fra en meget gammel ko, der selv valgte at dø. Vi taler om kød industrien og hvordan man behandler dyr i landbruget og på slagteriet. Vi taler også om miljø påvirkning og fiskeri. Jeg udpensler det ikke og jeg viser dem ikke en masse skræk videoer om mishandling af grise og høns, for jeg vil ikke manipulere dem til at have en anden holdning end den, de har. Det skal komme fra dem selv og ikke fra mig. Men de skal kende baggrunden for deres

På skolen har de to yngste set en høne blive slået ihjel og det gjorde indtryk og de ville aldrig mere spise kød – i en dags tid. Det er helt ok. Det bliver deres valg, hvis de en dag ønsker stoppe med at spise kød.

Det praktiske

At få lavet et anstændigt kød måltid til mine drenge hver aften er et mål, jeg på forunderlig vis når hver dag. Dog indrømmer jeg blankt, at tilberedning af kød langt fra er min stærke side og mit repertoire er ikke imponerende, men dog stadig i udvikling.

Når det kommer til vegetarmaden, ja så er det her, kompromisset starter. Lidt langsigtet planlægning er en god ting. Dobbeltportion og fryser leverer kost til en sulten vegetar mange aftner på vores matrikel.

Ca. en gang om året, bliver jeg tjekket ved lægen for mangel på på vitaminer og mineraler. Det eneste jeg plejer at mangle, er b12 og D, hvilket de fleste kvinder nok mangler i perioder. Så trods manglende kost planlægning og dobbelt aftensmads menu m.m. lykkes det mig alligevel at blive dækket ret godt ind og få det min krop har brug for. Et argument jeg ellers har hørt mange gange – “når du er vegetar, mangler du proteiner, man kan kan ikke få alt det, kroppen har brug for gennem grønsager og nødder”. Men det kan man altså godt.

Min anløbne glorie

Desværre er jeg ikke 100% hellig og min glorie er anløben og mine vinger er nusset hvide. For jeg går i lædersko og jeg er glad for ost, cacao mælk og mine LV og Gucci tasker. Modsatrettet og dobbelt. Men var jeg ikke det, kunne man kalde mig fanatisk. Nu vil jeg kalde mig menneskelig.

Jeg har en holdning, jeg ikke kan undvige fra (jeg spiser ikke kød eller noget, der har rørt ved kød), men jeg dømmer ikke andre, når de spiser kød og jeg forsøger ikke at omvende nogen. Vi er alle der, hvor vi er i vores egen proces og kun vi ved, hvad der er rigtigt for os. Hvem ved, måske jeg er helt væk fra vinduet i denne kødsag.

Det var lidt om min vej til at blive vegetar og mine tanker bag.

Er du blevet inspireret til vegetarmad så: Tjek en masse lækre vegetar retter By Schlagelberger

Mango salat
Mango salat

One Comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.