Djurs sommerland
Kender du det?

Ups & ups i sidste uge

Et indlæg, der fortæller lidt om, hvordan min uge er gået på godt og tja ups. Ups og ups i sidste uge – Ups & ups i sidste uge. Hvad gik godt og hvad blev en ups.

Ups – som i hov

Uhensigtsmæssig hændelse i køkkenet

Alle forældre i 3. klasse skulle bage kage til høst markedet på skolen. Dejlig tradition. Nu har jeg en meget uheldig statistik, når det kommer til kage bagning. Nej faktisk bare bagning. Hver anden gang mislykkes det. Og da jeg til samme dag også skulle bage til 8. klasse og det projekt rent faktisk lykkes, ja så gav det vel sig selv, at 3. klasse ikke skulle regne med kage fra mig. Det blev nemlig en meget flad kage og nej det var ikke en pandekage, men næsten samme højde. Heldigvis kom min veninde mig til undsætning med en ekstra kage.

Flad kage
Meget flad kage – den glemte at hæve

Så for jeg vild igen!

Jeg synes, man går i lige lovlig små sko, når det kommer til forståelse af vejskilte. Jeg mener bare, om det er det ene træ eller det andet, det kan da ikke være så vigtigt. Men det kan det åbenbart. Jeg var i hvert tilfælde ikke inviteret til fødselsdag på Granvejen… Derimod var der flagalle og hele molletjavsen på Egevejen…. Jeg vendte om og tog den med flag og fik en lækker brunch og godt selskab ud af det valg.

Rengøring eller noget

Rengøringsmålene blev ingenlunde indfriet i sidste uge…. Godt der kommer atter en uge til at øve i. Støvesuger og gulvklud har nogle gode lange pauser i mit hus.

Halv bilvask

Fik dog tørret bilen af indvendig, hvilket er en halvårlig tilbagevendende begivenhed. Og det var jo dygtigt. Men måtterne er bare ikke kravlet ind i bilen igen…. De ligger bare der i min carport og sender længselsfulde blikke mod min bil. Hvorfor er det mon, jeg ikke bare får dem smidt ind i den bil? Ja, det kan man så bruge tiden på at grunde over i stedet for at smide med måtter. Heldigvis har det regnet meget, så den ser lidt ren ud på ydersiden.

16 beskeder

Sendte 16 beskeder til min veninde på messenger – uden at få svar. Hun sov. Det burde jeg måske nok have regnet ud, eftersom hun havde skrevet god nat 5 gange, men ihærdighed plejer at lønne sig. Men åbenbart ikke i tilfælde af søvnig modtager. Til gengæld er jeg sikker på, det var dejligt at vågne op til en fuld indbakke.

Ups – som på engelsk

Til tiden

Kom til tiden flere gange i denne uge. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker. Måske nogen i min omgangskreds har en god indflydelse på mig, måske jeg har erkendt, at det virkelig er skidt for mit stressniveau at være i sidste øjeblik – eller bagefter sidste øjeblik, hvilket oftere er tilfældet.

Ingen blev væk

Vi havde skøn dag i Djurs Sommerland. Ingen blev ret meget væk, alle var glade, jeg fik eksponeret angst en lille smule i børneforlystelserne. En meget vellykket dag med Sparekassen i Djurs.

Djurs sommerland
En af de forlystelser i Djurs Sommerland jeg godt tør prøve.

Høstmarked i god stil

Dejligt høstmarked på skolen. Udover den flade kage, som blev erstattet ved hjælp af kær venindes indsats og et flag, der faldt ned, var det en vellykket dag. Næsten fint vejr hele dagen, kom til tiden, fandt vej (skulle jeg gerne, eftersom jeg kører ruten ca. 20 gange om måneden), og børnene var kun en smule væk ind imellem, men på den gode måde

Uendelig rod

Fik solgt lidt ting på Facebook og afleveret et bagagerum fuld af ting til loppemarked på skolen. Det underlige er bare, at man overhovedet ikke kan se, der er forsvundet noget… Ved simpelthen ikke, hvor alle de ting kommer fra, men måske har Blå kors en pipe line op til mit pulterrum.

Bagerum fuld af ting til loppemarked
Mit bagagerum fuld af ting til skolens loppemarked. Bemærk det ikke er alle steder i bilen, jeg nåede rundt med kluden…

Vellykket samarbejde

Min græsslåmaskine startede i 2. forsøg og det er slet ikke at kimse af, når man tænker på de uoverensstemmelser, vi to har haft. Den græsslåmaskine kan jo være decideret vrangvillig! Kan man fyre sådan en? Ja det hjælper nok ikke at sende den til genbrug, den kommer vel bare retur, via pipe linen i mit pulterum…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.