Lakrids marengs
I min familie er lakrids marengs et stort hit. De smager bare skønt. Som en blanding af slik og kage.
Denne opskrift på lakrids marengs har jeg fået af en forhenværende kollega. Den kan laves både som almindelige kys marengs, marengs i stor mus størrelse og som en rund bund man kan lægge is, flødeskum, frugter og / eller bær på, der kan bruges som dessert.
Denne opskrift bliver til ca. 30 store marengs mus og en rund marengs bund.
Hvad skal der i
- 450 gram sukker
- 6 bøtter æggehvider
- 20 gram lakrids pulver
Der er stor forskel i styrken og smagen på lakrids pulver. Jeg har brugt den fra Urtekram, der hedder rålakridspulver. Den kan blandt andet købes i Bilka.
Ønsker man en neutral smag, udelades lakridspulveret.
Hvordan
Tænd ovnen på 100 grader.
Hæld sukker og æggehvider i en skål og pisk til massen er næsten hel stiv. Jeg piskede i cirka 5 minutter. Du skal kunne vende skålen om, uden massen falder ud.
Tilsæt lakridspulver og pisk igen til lakridspulveret er jævnt fordelt i hele massen.
Lav kys, mus eller en rund bund og sæt pladerne i ovnen. Der er stor forskel på, hvor længe de skal være i ovnen. Det er vigtigt at holde øje med, de ikke bliver for mørke. Jeg plejer at tage en test marengs ud og lige smage, om den har fået nok. Men cirka 2 timer i oven er et godt bud.
Vil du lave den som en rund bund, kan du blot tegne en cirkel efter en tallerken på bagsiden af et stykke bagepapir. Vend bagepapiret om og nu kan du skimte strengen. Læg marengs massen ud på bagepapiret med en dejskraber og forsøg at lægge det i et jævnt lag i den ønskede tykkelse. Vær opmærksom på, at en meget tynd bund let knækker og en meget tyk bund skal have meget lang tid i ovnen og kan blive lidt sej inden i.
Små marengs kan laves med tyllepose eller en fryse pose, hvor du klipper hul i det ene hjørne. Dem jeg lavede denne gang (som du kan se på billedet) er lavet med en spiseske og de bliver ret store. De ligner næsten små mus.
Musene kan pyntes med øjne og lakrids snørebånd som hale og bruges til børnefødselsdag eller halloween.
Marengs bunden kan serveres med vanilje is og pyntes med frugt eller bær.
Marengs kan opbevares længe i tætsluttende beholder.
God fornøjelse og velbekomme