Fødselsdag

I dag er det Lises fødselsdag

Hurra hurra hurra….. Ja, i dag er det Lises fødselsdag. Og Lise det er altså mig og jeg er ikke super til det med fødselsdage. Det er svært nogle gange, men også meget dejligt.

Fødselsdags blomster
Fødselsdags blomster

Fødselsdags blues

Det er svært, fordi jeg har det svært med at blive ældre og ældre og ældre. Jeg kan slet ikke forliges med min rigtige alder. Jeg er aldersfornægter og jeg siger kålhøgent til alle, at jeg er 33 år, hvilket i den grad er løgn. Og for en god ordens skyld vil jeg lige påpege, at jeg som regel også skynder mig at understrege denne usandhed: “Jeg er 33 år og det er løgn”. Derfra er det ofte nemt at lede samtalen hen på alt muligt andet end min reelle alder. Rigtig mange gange har jeg startet en gætteleg – “hvor gammel tror du, jeg er”. Alt hvad der kan aflede opmærksomheden fra min alder, tages i brug.

Når man har fornægtet sin aldre i tilpas lang tid, kan man faktisk glemme sin alder. Sådan for alvor. Jeg har op til flere gange rent faktisk glemt, hvor gammel jeg er. Hvilket kan være ret pinligt i visse situationer som for eksempel overfor sundhedsplejersken…

Bare et tal!

Og hvad er det så med den alder? Det er jo bare et tal. Men åh, hvilket tal. Så afgørende, så fatalt, så kategoriserende. Men faktisk mener jeg, at man ikke er ældre eller yngre, end man gør sig selv til.

Jeg føler mig slet ikke så gammel, som min dåbsattest påstår. I bund og grund føler jeg slet ikke, jeg er et bestemt antal år. Jeg er mere sådan 7 år, nogle gange og stamper lidt i jorden, eller 11 år og kan bare ikke sidde normalt på en stol eller stå med begge ben på jorden, eller 17 år og vildt usikker og pjattet eller 25 og føler mig som ballets dronning eller 98 år mandag morgen…. Jeg har masser af aldre i mig.

At nå det hele

Der er så meget jeg gerne vil nå og jeg har jo slet ikke nået alt det, jeg gerne ville have nået, når jeg nu har den alder, jeg faktisk har. Jeg har mine tre skønne fantastiske drenge, men hvad med uddannelse, karriere, rejser, alle de mennesker jeg ikke har mødt, alle de oplevelser jeg ikke har fået (endnu). Jeg kommer til at tænke på tv2 sangen: “Jeg tænkte nok, ja det så livet. Sådan ser det altså ud. Lidt krøllet sammenbidt og gennemblødt, men helt almindelig. Så kys det nu det satans liv og grib det fang det før det er forbi” (frit citeret efter min hukommelse).

Dem, der mangler

Ja, så er der det med at holde fødselsdag, når man har mistet nogle kære. I den forbindelse er det denne dag, der er sværest for mig. Jeg savner dem allermest i dag. Men min mor og de andre er jo alligevel med i mit hjerte og lur mig om hun ikke også slår et smut forbi og kigger til mig på den ene eller den anden måde….

Men ikke om min fødselsdag skal gå upåagtet hen. Nej, for jeg lider ikke i stilhed, jeg fejre i stedet. Og det gør jeg med flag, gaver, gæster, kage, sang og hilsner og jeg er vild med det hele. Og jeg er dybt taknemmelig for dem, der er der for mig på denne dag.

I dag har jeg haft gæster til eftermiddags kaffe og pizza. Og det har været en dejlig dag. Det har været en bedre fødselsdag, end jeg har oplevet i mange år. Mon jeg er ved at blive bedre til det med fødselsdag? Måske jeg er ved at blive vok… shhhhh…..

Fødselar - I dag er det Lises fødselsdag
I dag er det Lises fødselsdag

Kender du det?

Mon ikke andre har det ligesom jeg? At fødselsdagen er svær pga. savn og måske en enkelt eller to også har en lille bitte udfordring med den der alder?

Hvis du har lyst til at dele dine erfaringer eller overvejelser med at have fødselsdag, så skriv meget gerne en kommentar.

Hurra hurra hurra

Følg By Schlagelberger på facebook.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.