Hjemmeskole i skoven

Hjemmeskole i skoven

Måske læste du med i mit sidste indlæg omkring skolens plan for hjemmeskoling og hvilke kvaler jeg har haft i den forbindelse. Ellers kan du læse om det her. Jeg droslede kraftig ned på it delen og jeg fyrede mig selv som forældre lærervikar og det har virket. Nu bruger vi rigtig ægte bøger af papir og vi bruger det, der er omkring os. Blandt andet har vi haft hjemmeskole i skoven.

Drengene er helt med på, de ikke har fri som i ferie og at der skal læres noget. Med dette indlæg håber jeg, at kunne inspirere til hjemmeundervisning og at dele min oplevelse af læring på en anden måde.

Hjemmeskole i skoven
H for humlebi

Dansk

Vi drog i skoven med lidt snack, noget at drikke, en blok og en blyant. Og håndsprit! Hjemmefra havde vi aftalt, at det kunne være sjovt at lave bogstavsjagt. Alfabetet skrev jeg på et ark papir og nu skulle vi finde en eller to ting til hvert bogstav. Det gik som en leg, for det var jo en leg. Vi tog os god tid og til sidst manglede vi blandt andet at finde noget, der starter med æ, men drengene fandt ud af at lave et Æ af pinde.

Vi mødtes desværre ikke et æsel…..

Matematik

Tilfældigt kom min yngste søn og jeg til at tale om kvarte. Altså brøker. Vi afholdt derfor en kort matematik seance i skovbunden med en pind. Vi tegnede en pizza, delte den op og snakkede om, at det hedder en 1/4 del osv. Det giver selvfølgelig ingen rutine i at bruge brøker, men det giver kendskab til begrebet, på en måde jeg tror, der hænger godt ved. Og det er sjovt og hyggeligt.

Hjemmeskole i skoven - brøker
Hjemmeskole i skoven – brøker

Vi fik også talt om massefylde. Vådt træ falder til bunden i bækken og hvorfor gør det nu det.

Mens jeg holdt en pause i solen, gik drengene gik i gang med at konstruere en bro over skov bækken. Der har de helt sikkert anvendt noget praktisk matematik, som har handlet om at erfare uden sproglige begreber.

Biologi

Når man er i en skov med videbegærlige børn, ville jeg ønske min hjerne havde direkte adgang til google, for de spørger om mange ting og det er ikke alt, jeg liiige kan svare på. Hvorfor svinger et vandløb altid? Er det en ræve eller en grævling hule? Hvad er det for et træ (uden blade)? hvem bor i det hul? Hvad er det for en slags sten? Er der forskel på en humlebi og en brumbasse? Hvad hedder de blå blomster….. Og meget mere.

rævens hule
Hjemmeskole i skoven – hvem mon bor inde i den hule?

Idræt

Mors skovskole bød på masser af idræt. En lang gå tur, med indslag af løb, kravl, balancegang, løft af træstammer, kast med pinde og forsøg på at falde i bækken på en tilfældig måde…. Det er vel næsten helt umuligt at være i en skov uden at bruge kroppen.

Hjemmeskole i skoven - bæk og bro
Skovbækkens vand er så klart og indbydende og sådan en bro indbyder næsten til, at man falder en smule i….

En anden måde

Vi havde nogle dejlige timer i skoven med både leg og læring. Det var måske ikke skolens pensum, vi var omkring, men de lærte noget andet, noget blev vedligeholdt og andet var måske end del af pensum. Men først og fremmest var vi sammen om en fælles skøn oplevelse, vi lærte sammen, vi legede sammen, vi var nærværende sammen og mærkede skoven sammen.

Mors skovskole er selvfølgelig ikke en erstatning for deres skole, men det er et supplement i disse tider, hvor skolen er lukket. Og det er en mulighed for at lære noget andet og på en anden måde end de plejer. En mulighed for at gå med sin interesse og fordybe sig.

Hverdagen byder altid på masser af læring, men nu hvor skolerne er lukket, har vi skruet en smule op for læringen og alle er indstillet på, det er sådan det er.

Det var virkelig svært at slippe skolens undervisningsplan næsten helt og vælge at gøre det på en anden måde. Men det var det helt rigtige. Og det er et privilegie for mig at få lov at overtage lidt mere af børnenes læring og opleve deres succeser, nysgerrighed og glæde.

Hvordan gør du med hjemmeundervisningen? Har du gode ideer? Så kom endelig med dem i en kommentar herunder.

Følg By Schlagelberger på Facebook og Instagram og få besked, hver gang, der kommer et nyt indlæg på bloggen.

2 Comments

  • Susanne

    Mon ikke der er mange af dagens læringer, der hænger lidt bedre ved, når de er “selv-erkendte” og båret af nysgerrighed? Så kan man nok godt se stort på læreplaner og læringsmål bare lige en enkelt dag… især når man er forældre-underviser i en underlig coronatid. Skønt at læse om, hvordan en skoledag også kan se ud.

    • Schlagel

      Jeg tror, bestemt også at den “selv-erkendte” læring er den, der hænger allerbedst ved og det er måske også en af de sjoveste måder at lære på. VI havde helt sikkert en dejlig skoledag i skoven.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.