Mælkebøtte

“Fri weekend”

Så er det fredag – lige uge. Ingen børn i denne weekend – “Fri weekend” kunne man kalde det. Og det lyder som en god ting ikke? Men det føles ikke særlig godt fredag morgen, når jeg siger, ‘god weekend, vi ses på tirsdag’. Det føles stadig uvant, trist og unaturligt selv efter snart 3 år. Det er selvfølgelig noget jeg holder for mig selv, mens jeg krammer og vinker farvel.

Selvfølgelig kan jeg undvære mine børn en weekend og de kan undvære mig. Men dybt inde i mig føles det stadig unaturligt ikke at være sammen med dem hver anden weekend. Alle de timer jeg går glip af sammen med dem.

I alle de timer er de i stedet sammen med deres far. Eller mange af timerne. Og selvfølgelig skal de være sammen med deres far og de savner ham og glæder sig til at være sammen med ham. Det hverken kan, eller skal der ændres på.

I det hele taget er der vel ikke meget at ændre. Sådan er vilkårene for skilsmisse forældre og ikke mindst for skilsmisse børn. For drengene er klart dem, der betaler den højeste pris og dem der ikke havde noget valg. De er nu dømt til altid at savne den ene forældre og altid at bære på et dybt ønske om en samlet familie igen. Det gør ondt i mit hjerte bare at skrive om det. Hvordan må det ikke være at leve i det? Og det er vores (Forældrenes altså) skyld og ansvar og det må jeg vedkende mig. Det var os, der ikke kunne få det til at fungere.

Jeg er vokset op uden min far og har derfor ikke oplevet en skilsmisse og et hjem, der blev brudt op. Derfor anede jeg ikke hvilken sorg, mine drenge skulle opleve, da vi gik fra hinanden. Det kunne ikke være anderledes dengang og man må leve med de valg, man har truffet.

Fri

“Fri weekend” – fri for ansvar og fri fra barnearme om halsen, fri for moaaaar jeg har spildt, nogen der driller, fri fra “jeg elsker dig bare så meget mor”, fri fra spil og hygge, fri fra at blive vækket HVER morgen alt for tidligt.

Men også fri til at kunne gå en tur i fred og ro, spise hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst, fri til at færdes gennem huset uden at skvatte over legetøj, fri til at kunne forlade hjemme efter kl 19 om aftenen, fri fra ansvar og fri fra kærlighed

– Freedom is just another word for nothing left to lose. (Janis Joplin)

Accept

Heldigvis er det jo kun hver anden weekend, der er “fri weekend”. Jeg regner nogle gange på hvor mange dage, jeg går glip af deres liv… Så stopper jeg igen. det står jo ikke til at ændre. Accept af det jeg ikke kan ændre – et godt mindfulness princip.

Selvfølgelig nyder jeg også mine weekender med frihed. Men det er en underlig fornemmelse. Som at være i tyverne igen. Hvad har jeg lyst til i dag? Den frihed var jeg helt ærlig hellere foruden. Nu får jeg det bedste ud af det og det giver nye muligheder, som jeg endnu først er ved at lære at kende.

Ja, i dag har jeg lyst til at læse, gå en lang tur i frisk fart med min hund, selv at bestemme over mit tv og spise virkelig sen voksen aftensmad og måske tage et langt brusebad og tale en time i telefon med min veninde og i morgen har jeg lyst til at tage ud til min veninde, der har lovet mig, at jeg bliver træt og beskidt og at jeg skal huske mine muskler……. Det bliver helt sikkert en god dag.

Mokka i grønt
Mokka i det grønne – han nyder en “Fri weekend”

God weekend

Følg By Schlagelberger på facebook og instagram

Måske har du fået lyst til at læse lidt om, hvad vi laver i ferier og weekender så læs med her.

One Comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.