Blomkålssuppe med fløde
Snart suppesæson
Det er måske ikke helt suppesæson endnu, men jeg fik sådan en lyst til denne blomkålssuppe med fløde den anden dag.
At lave suppe kan være en langsommelig affære, fordi en suppe ofte skal stå længe og simre. Men ikke den blomkålssuppe. Der skal ikke mange forskellige ingredienser i og den tager kort tid at lave. En suppe, der er lige til at gå til! Den egner sig fint som både forret i en mindre portion eller som hovedret, da den er ret mættende.
Ingredienser til blomkålssuppe:
- Et halvt blomkål
- Piskefløde – mindre kan ikke gøre det 🙂
- Muskat – frisk revet eller stødt
- Salt og grov peber
Ja, der skal ikke meget i og alligevel smager denne suppe virkelig dejligt.
Del det halve blomkål i buketter og kog dem dækket vand. Normalt kan jeg godt lide, at blomkål stadig har lidt fasthed, men til blomkålssuppe må blomkålen, gerne koges godt. Når blomkålen er godt kogt, moses det. Jeg bruger en kartoffelmoser (se foto nederst), så blomkålssuppen bliver lidt grov, men man kan også blende blomkålene, hvis man ønsker en helt fin blomkålssuppe.
Hæld ca. en kvart liter piskefløde ned i gryden til de kogte blomkål. Tilsæt muskat, salt og groftkværnet peber. Smag på suppen og tilsæt evt. mere krydderi. Muskat har en meget karakteristisk smag, som passer rigtig fint sammen med blomkålen og den fede fløde.
Server eventuelt blomkålssuppen med lidt brød til.
En herlig suppe, der er nem at lave.
God fornøjelse i køkkenet og velbekomme
På By Schlagelberger er der masser af inspiration til herlige vegetarretter. Hvad med en orange suppe?